top of page

Sensorisk arkitektur

Et rum eller byrum skal ikke kun være visuelt flot – det skal også være behageligt at være i. Hvor enten det omhandler bygningens eller byens skala.
Vores tilgang til arkitektur tager udgangspunkt i design med fokus på velvære, stimuli og sanser.  Vi interesserer os for hvordan en bygning får os til at “føle”, og hvordan vores sanser reagerer på vores omgivelser.

Hvad er et roligt rum for dig?  Hvad gør et rum aktivt?  Hvordan udformes rummet i forhold til rummets funktion? Hvordan føles trægulvet mod de bare fødder? Hvad er bygningens interaktion med dens omgivelser?

Metode

Vi ønsker at tilgå arkitektur sensorisk, i rum der aktiverer og inkluderer det enkelte individ i de fysiske rammer. Alle mennesker har forskellig sansefølsomhed og behov for sansestimuli. Vi går derfor ind i, hvad den enkelte brugers oplevelse af at eksistere i en verden rig på nuancer er.

 

SANS|ARK fokuserer på en grundig designproces med en nær relation til et projekts brugere og samarbejdspartnere. Vi opstarter alle projekter med en analyserende fase, som handler om at nå ind til, hvad der virkelig er på spil, før vi i fællesskab med kunden beslutter, hvordan opgaven skal løses. Det gør, at vi kan stille skarpt på brugerbehov og personligheder i relation til den specifikke kontekst.

Det giver et langt større mulighedsrum for opgavens løsning.

 

Vi sørger altid for at udarbejde visuelt tegningsmateriale, hvor der bevidst er arbejdet med at formidle en stemning eller situation, som kunderne kan forholde sig til. En tegning, der tager afsæt i kundens konkrete verden, og de temaer, der arbejdes med.  Dette indbyder kunderne til at sætte egne ord på arkitekturen, hvilket bidrager til udformningen af løsningerne.

 

Vi henter inspiration fra flere steder, men den røde tråd i vores projekter er og bliver det sansende menneske. På den måde skaber vi arkitektur, der er ligeværdig - forankret i menneskers behov og sanser. 

bottom of page